Som privatpraktiserende psykolog er jeg generalist. Det vil sige, at jeg har erfaring med behandling af de fleste problematikker, så som: angst, depression, traumer, stress og belastning, selvværdsproblemer, sorg, krise og seksuelle udfordringer. Jeg er desuden specialiseret i køns-, seksualitets- og parforholdsanerkendende terapi. Jeg tilbyder psykoterapi til mennesker som identificerer sig som lesbiske, bøsser, biseksuelle, queer, transkønnede, interkønnede, sexarbejdere, mennesker der praktiserer BDSM, er polyamorøse og alle andre der identificerer sig som tilhørende kønsmæssige, seksuelle eller parforholdsmæssige diversitetsgrupper.
Jeg forstår køn og seksualitet som noget man er og noget man gør. Der er et kæmpe spektrum af forskellige kønsmæssige og seksuelle udtryk, parforholdsformer og seksuelle praksisser og alle voksne mennesker, hvis seksuelle praksis er baseret på samtykke og gesidig respekt, og som søger et sted at forstå og blive forstået, er velkomne. Jeg stræber efter at skabe et frirum til at reflektere over sig selv og sit liv. Et ikke normativt terapeutisk rum.